Kong Christian Frederiks kunngjøring ved avreisen fra Moss 16. august 1814

Fra Moss byleksikon
Hopp til navigeringHopp til søk

Nordmænd !

"Da Vi efter Opløsningen af Eders Forening med Danmark overtog Styrelsen af Norges Anliggender, var dette for at forhindre, at ikke Borgerkrig eller Partie-Aand skulde sønderslide Eders elskede Fødeland. Eders Ønske kaldte Os til Norges Throne, Vi fulgte Eders Kald; Eders Tillid og gode Sag fordrede Vor Deeltagelse. Vi besluttede at underkaste Os enhver Opofrelse for at føre Eder hine Goder imøde. Vel øinede Vi de farer som i en ulige Kamp truede med at tilintetgjøre Eders og Vort Haab; men Vi kunde umuligen fatte at Europas mægtigste Stater ville forene sig for at undertrykke et ædelt og uskyldigt Folk, hvis billige Ønske var Frihed og hvis eneste Attraae var Uafhengighed.

Imidlertid lode Sveriges mægtige Bundesforbandte Os ved deres Sændebud erklære, at Norges Forening med Sverige var ugjenkaldeligen besluttet. Det er Eder bekjendt at Vi vare villige til at opofre en personlig lykkelig Stilling, naar et sammenkaldt Storthing fandt at dette kunde berede Folkets Hæld, men det er Eder ogsaa bekjendt at de Vilkaar, som da bleve tilbudne for en Vaapenstillstand vare af det Slags, at Vi ikke kunde antage dem, forinden Krigslykken blev prøvet, idet de vare stridende mot Grundloven.

Vi maatte saaledes beklage, at Vore redelige Bestræbelser for at unngaae Krigen i Norden bleve Frugtesløse. Norges udstragte Grændser og Søkyster havde gjordt det nødvendigt at fordele Tropperne. Sverige rustede sig med Anstrengelse paa flere Steder, og uvis om paa hvilken Deel af Riget dets Angreb kunde ventes, maatte Vi vælge en Stilling, hvorfra Vi baade kunde dække Rigets indre Provindser, og tillige ile de truede eller anfaldne Puncter til Hjælp. Glommen syntes i denne Henseende at tilbyde de fleste Fordele. Ved Efterretningen om Fiendens Indbrud over Ide-Sletten og Svinesund, ilede Vi at samle et Armee-Corps i Rakkestad, for ved et Angreb fra denne Side at standse Fienden fra at faae videre Fremgang, men Fredrikstads uformodede Overgivelse nødte Os til at søke Glommen, thi Fienden havde derved vunden en sikker Overgang, og Veien til Christiania kunde forceres.

Overlegen til Søes kunde Fienden ved idelige Landgange tournere Vor høire Flanke. En langvarig Blokade af Engelsk og Svensk Sømagt havde hindret Magazinernes tilstrækkelige Forsyning, de vare næsten udtømte, og Mangel paa de fleste Nødvendigheder truede at knække det Mod, som Fiendens Overmagt ei kunde bøie. Rigsfaarsamlingens Afsendte bleve ei modtagne af det Engelske Ministerium, og kom saaledes tilbage uden Haab om Hjælp, eller Formildelse at dette Riges fiendlige Faarholds-Regler.

Under disse Omstendigheder faareslo Sverrig en Vaapenstillstand. Af de to Fæstninger, hvis Besiddelse af Svenske Tropper i de afbrudte Underhandlinger var omtvistet, var den ene allerede i deres Magt, og den anden afskaaren af Undsetning og bombarderet. Krigslykken havde erklæret sig imod Os, og Fortsættelsen af Kampen i nærværende Stilling maatte berede Fædrenelandets Ødeleggelse. For at afværge dette, og for at give Folket Leilighed til at skjønne Rigets Tilstand ved et berammet Storthing, gjentog Vi Vort Tilbud villigen at træde tilbake fra den lykkelige Stilling, hvortil Eders Tillid havde kaldt Os.

Vaabenstillstanden og Conventionen af 14de Dennes bleve undertegnede, og i følge deraf have Vi ved Reskript af Dags Dato til samtlige Overøvrigheder ladet sammenkalde et overordentlig Storthing, at aabnes i Christiania Fredagen den 7de October dette Aar.

Elskede Norske Folk ! Kun den bydende Nødvendighed - det ville I ikke omtvivle - kunde bevæge Os til et Skridt, som Eders Hengivenhed gjorde Os dobbelt smerteligt. Vor Attraae var, at fortjene Eders Kjærlighed, Vor Trøst er Overbeviisningen om Eders Sindelag, og den Bevidsthed, at Eders Vel var Maalet for alle Vore Handlinger."

'Givet paa Moss den 16de August 1814.

Under Vor Haand og Rigets Segl.

Christian Frederik'


Kilde: Moss Historielags særtrykk av Strandsitteren 2014: "Verket, en historisk bydel"

Skrevet av Jørgen Ludvigsen (J.L.)